Årets beretning

Året 2021 er afsluttet og igen har Corona’en været med ”på sidelinjen” hele vejen.

Hele foråret blev aflyst – både træninger, opvisninger og socialt samvær i øvrigt.

Dog lykkedes det sidst på foråret at afvikle 10 x NaturYoga, som foregik udendørs (i og omkring Præsteskoven), og i juni måned blev det til to gange Åbent Spring/Rytme i Nyvest Centret.

Efterårssæsonen kunne vi heldigvis starte normalt, uden restriktioner, men dog stadig med opmærksomhed på gode, smittebegrænsende tiltag og med krav om at undlade fremmøde, hvis man var testet positiv eller havde været ”nærkontakt”.

Det skulle dog hurtig vise sig, at der ikke blev problemer med pladsen.

Fremmødet var betydeligt mindre på alle børne- og ungehold, end vi har været van til i mange år.

Utraholdet (4-5 årige) blev ikke oprettet pga. mangel på instruktører. RH6 (18+) blev forsøgt startet op igen, men med kun et par aktive, lukkede vi holdet igen omkring efterårsferien.

Til gengæld var der god søgning til Ramasjang (forældre/barn) og i den modsatte ende af aldersskalaen overgik Frisk Motion sig selv med et deltagerantal på over 35☺.

Vores to nye tiltag i år – Yoga og RytmeNørd – er også kommet rigtig godt fra start. Yoga er, med vores to nye instruktører Majken og Kristina, fuldtegnet.                    Konceptet for RytmeNørd, som en af vores tidligere instruktører Isabella står for er, at tilbyde rytmisk, udfordrende bevægelsesgymnastik for piger på 18+. Træningerne foregår forskellige steder på øen og kun hver tredje lørdag, for at se om dette bedre kan indpasses i de unges travle hverdag med skole, fritidsjob eller arbejde. Konceptet tegner foreløbigt lovende.

For yderligere at tiltrække nye gymnaster og sætte fokus på det sociale og samvær, er vi i overvejelser omkring, at lave en årlig tur væk fra øen for alle i afdelingen. Det kunne være til idrætscentre, badelande, skiferier el. Vi hører gerne, om det kunne være interessant.

Ved starten af sæsonen fremlagde vi fra Nyvest Gymnastiks side, et oplæg for de øvrige lokalforeninger og DGI, hvor vi skitserede vores syn på de udfordringer gymnastikken på Bornholm står overfor de kommende år - færre gymnaster, mangel på instruktører og nuværende, bærende kræfter, der ikke ”holder evigt”. Der har efterfølgende været afholdt et møde med ekstern mødeleder. Det er aftalt med DGI, at fortsætte møderækken med dem som tovholder. Der er forskellige syn på fremtiden, men vi ser bestemt behov for diskussion af emnet.

Bestyrelsen og instruktørerne har igen dette år, måttet håndtere skiftende vejledninger og råd om, hvad der var muligt ift. Cononaen. Helt naturligt har det givet usikkerhed og instruktører har nogle gange sat fællesskabet før egen risiko for smitte. Det er utroligt prisværdigt og selvom der ind imellem har været frafald til træningerne grundet smitte, har de holdt humøret højt, til glæde for alle de aktive – EN KÆMPE TAK FOR DET!

Nu glæder vi os til – efter to år – at kunne byde velkommen til gymnastikopvisningen i Nyvest d. 19. marts. Det ser vi frem til☺.

På bestyrelsens vegne

Jesper Lund Koefoed