Vi nærmer os søndag den 3. juni 2018, hvor alle løbeinteresserede kan prøve kræfter med en halvmarathon eller en kvartmarathon i de naturskønne områder i Vestermarie Plantage og Almindingen.
Vi har to nye gode løberuter i skoven. Som noget nyt skal deltagerne på halvmarathonen således en tur i Ekkodalen og på de nyanlagte trapper ved Gamleborg. Begge ruter kommer desuden omkring Kongemindet, hvor der som vanligt er et depot. Der vil i alt være ét depot på kvartmarathonen og fire depoter på halvmarathonen. På depoterne vil der være vand, energidrik, frugt, etc. Ved depotet i målområdet vil der endvidere være kaffe samt brød og kage.
Traditionen tro vil der være masser af chancer for at hygge i målområdet, mens man venter på at familie der deltager i løbet skal komme i mål, eller til løberne selv. Vi vil sørge for at der er tændt op for to store griller, og de står til fri afbenyttelse, såfremt man selv har mad med.